Af Ronnie Rocket Nielsen

Vi har brug for et skifte fra kommerciel journalistik til ansvarlig journalistik

De fleste har vænnet sig til tanken om at vi ikke længere vil læse papiraviser og se flow fjernsyn. Vi kommer til at læse digitalt og se og høre på kommando. Det kommer til at give helt nye udfordringer for de redaktionelle roller for hvem skal bestemme hvilket indhold vi får når vi selv kan bestemme? Her foregår der en blodig kamp mellem de gamle chefredaktioner og de nye, sociale algoritmer.

Men det er tid til endnu et paradigmeskifte. Ligesom vi siger farvel til formater fra det forrige århundrede er det også tid til at sige farvel til nogle attituder fra det forrige århundrede. Selve den journalistiske grundidé skal simpelthen opdateres. Den klassiske, fine grundtanke om den objektive journalist forsvandt i jagten på salg af gammeldags abonnementer og nymodens clicks og shares. Journalistikken blev gennemkommercialiseret og de “vandtætte” skoder mellem redaktionelt indhold og annoncørindhold blev også mere og mere udvisket.

Men hvad endnu værre er at “den objektive journalistik” blev gjort til et misforstået alibi for at videreformidle farlige og i mange tilfælde fejlagtige informationer. I ytringsfrihedens hellige navn blev det at række mikrofonen ukritisk til en glødende racist lige pludselig salonfæhig på de bonede chefredaktør gulve. Man var ikke længere bekymrede over at stille spalteplads til rådighed for de mest rabiate stemmer i samfundsdebatten.

Men den går altså ikke. Vi har for store udfordringer til at vi kan lade pressen lege kispus med os uden at tage hate speech og fake news alvorligt. Det er tid til at indføre den bæredygtige journalistik. Altså journalistik hvis udgangspunkt det ikke længere er at belyse en vinkel fra to sider uanset hvor fejlagtigt – og i visse tilfælde direkte ulovlig – den ene side fremstår.

Lad mig nævne fire alvorlige eksempler. Hvis vi skal nå vores målsætninger om bekæmpelse af klimaforandringer nytter det ikke noget at blive ved med at give taletid til klimafornægterne. Hvis vi skal have fred i verden nytter det ikke noget at blive ved med at give taletid til analytikere og politikere, hvis eneste formål er at opretholde det militærindustrielle kompleks. Hvis vi skal forsøge at komme den værste racisme til livs nytter det ikke noget at blive ved med at normalisere racistiske holdninger og politikere. Hvis vi skal gøre noget ved den stigende ulighed nytter det ikke noget at vores medier er ejet af de 1%.

Journalister og medier skal også lære at tænke bæredygtigt. Vi har ikke råd til andet.