Category: Musik

Tre tracks fra det kommende Actress album

“Ideen om den sorte avantgarde eksisterer, så at sige, oxymoronisk – som om sort på den ene side og avantgarde på den anden side hver især afhænger af udelukkelsen af den anden. Dette er sandsynligvis en overdrivelse af sagen. Alligevel er det så godt som retfærdiggjort af en omfattende tværfaglig tekst, der ikke kun repræsenterer en problematisk positivistisk konklusion om, at avantgarden udelukkende har været euroamerikansk, men også en dybere, måske ubevidst, formulering af avantgarden som nødvendigvis ikke sort. En del af det, jeg er ude efter nu, er dette: en påstand om, at avantgarden er en sort ting.” – Fred Moten.

[Bandcamp]

Pre-release tape: Lyt til det nye Afghan Whigs album

Deres fjerde album siden genforeningen, Soft Control, er mørkt og storslået, værket af en 61-årig, der er mere bekendt med dødelighed, end han engang var. Tabet af Mark Lanegan, der døde i 2022, før de kunne indspille en længe omdiskuteret anden Gutter Twins-plade, hjemsøger ham stadig. “Mark er for evigt min bror. Det er hjerteskærende; hver dag sker der noget, og jeg får lyst til at skrive til ham om det. Men han er der bare ikke.” – Greg Dulli.

Mauro Scocco – Trubbel

Jeg blev bedt om at bidrage til soundtracket til SVT-serien Svärtan. Serien er instrueret af Björn Stein, Amy Deasismont, og Melina Maraki har skrevet manuskriptet, som er baseret på romanen Sommeren 1985 (2023) af John Ajvide Lindqvist.

Ønsket var, at jeg skulle lave en version af Olle Adolphson-klassikeren Trubbel. Den er nu tilgængelig på alle streamingplatforme. Og den er inkluderet på mit album, der udgives til efteråret.

Skål/M

https://mauro-scocco.ffm.to/trubbel

(Foto: Johan Paulin)

Det hemmelige link: Lyder Mauro Scocco en smule som Nick Drake?

Når vi tænker på svensk popguld fra de tidlige 90’ere, falder tankerne hurtigt på elegance, glatte produktioner og radiovenlige melodier. Men hvis man lytter rigtig godt efter, gemmer der sig nogle gange referencer og stemninger, som trækker tråde i helt uventede retninger.

Tag nu bare Mauro Scoccos klassiker “Hem till jul” fra albummet Dr Space Dagbok (1991).

Ved første øjekast er Scocco indbegrebet af sofistikeret skandinavisk pop, mens den britiske folk-legende Nick Drake er symbolet på den ultimative, sårbare 70’er-soveværelsesfolk. De to navne nævnes stort set aldrig i samme sætning. Men dykker man ned i arrangementet på netop “Hem till jul”, sker der noget fascinerende.

Den akustiske melankoli

I modsætning til resten af albummets mere elektroniske og tidstypiske synth-pop-lyde, er “Hem till jul” skåret helt ind til benet. Sangen drives frem af et intimt, tørt og hypnotisk akustisk guitar-loop, der danner den absolutte bund. Kombineret med de dæmpede, næsten pastorale blæserarrangementer og Scoccos helt tætte, tørre vokalbillede, rammer sangen en helt særlig nerve.

Det er netop denne kombination – den minimalistiske guitar, den melankolske vinter-ensomhed og den intime produktion – der sender en direkte hilsen til Nick Drakes univers (tænk på numre som “Northern Sky” eller “Saturday Sun”).

To verdener mødes

Selvfølgelig er der forskel. Nick Drake var kendt for sine ekstremt komplekse guitartunings og en hviskende, skrøbelig vokal leveret med britisk folk-nerve, mens Scocco holder fast i en mere klassisk, ren skandinavisk pop-frasering.

Men stemningen? Den er slående ens. Det er den samme bittersøde, nordiske (eller britiske) efterårs- og vintervemodighed, hvor man føler sig helt alene i verden, mens sneen falder udenfor.

Så næste gang du sætter “Hem till jul” på – selvom det ikke er december endnu – så prøv at lukke øjnene og lyt efter guitaren. Det kan være, du hører Scocco i et helt nyt, tidløst lys.