Når vi tænker på svensk popguld fra de tidlige 90’ere, falder tankerne hurtigt på elegance, glatte produktioner og radiovenlige melodier. Men hvis man lytter rigtig godt efter, gemmer der sig nogle gange referencer og stemninger, som trækker tråde i helt uventede retninger.

Tag nu bare Mauro Scoccos klassiker “Hem till jul” fra albummet Dr Space Dagbok (1991).

Ved første øjekast er Scocco indbegrebet af sofistikeret skandinavisk pop, mens den britiske folk-legende Nick Drake er symbolet på den ultimative, sårbare 70’er-soveværelsesfolk. De to navne nævnes stort set aldrig i samme sætning. Men dykker man ned i arrangementet på netop “Hem till jul”, sker der noget fascinerende.

Den akustiske melankoli

I modsætning til resten af albummets mere elektroniske og tidstypiske synth-pop-lyde, er “Hem till jul” skåret helt ind til benet. Sangen drives frem af et intimt, tørt og hypnotisk akustisk guitar-loop, der danner den absolutte bund. Kombineret med de dæmpede, næsten pastorale blæserarrangementer og Scoccos helt tætte, tørre vokalbillede, rammer sangen en helt særlig nerve.

Det er netop denne kombination – den minimalistiske guitar, den melankolske vinter-ensomhed og den intime produktion – der sender en direkte hilsen til Nick Drakes univers (tænk på numre som “Northern Sky” eller “Saturday Sun”).

To verdener mødes

Selvfølgelig er der forskel. Nick Drake var kendt for sine ekstremt komplekse guitartunings og en hviskende, skrøbelig vokal leveret med britisk folk-nerve, mens Scocco holder fast i en mere klassisk, ren skandinavisk pop-frasering.

Men stemningen? Den er slående ens. Det er den samme bittersøde, nordiske (eller britiske) efterårs- og vintervemodighed, hvor man føler sig helt alene i verden, mens sneen falder udenfor.

Så næste gang du sætter “Hem till jul” på – selvom det ikke er december endnu – så prøv at lukke øjnene og lyt efter guitaren. Det kan være, du hører Scocco i et helt nyt, tidløst lys.