Arne Nielsen 1941-2022

Min far er død og jeg er i sorg. Men som altid hjælper musikken og selvom jeg lytter mest til klassisk musik, opera, free jazz og prog rock er det dog popmusikken jeg finder sjælefred i. Jeg har samlet en playlist med 10 sange på Tidal her. Du kan også høre dem som YouTube tracks nedenfor. De er alle forankret i Storbritannien. Det er ret naturligt, fordi min far samlede på motorcykler og sportsvogne, især Triumph og Jaguar. Vi så også Ole Olsen blive verdensmester i speedway på Wembley sammen. George Harrison sangen er speciel, fordi vi så Formel 1 sammen i en menneskealder. Gasolin’ og Slade er vigtige fordi det var de to første koncerter jeg var til som dreng. Gasolin’ endda til et motocross løb, hvor min far selv kørte. Han blev Danmarksmester i 1966. Lyden af motorsport bragte mig ind i musikkens verden. Det vil jeg altid være taknemmelig for. Hils Kurt Schrøder, far! ♥️

Foto 1: min far og min søn i E-Typen foran Helenekilde Badehotel i Tisvildeleje.

Foto 2: min far og Kurt Schrøder bliver Danmarksmestre i sidevognsmotocross i 1966. De vandt samtlige løb den sæson.