Mit hjerte i Berlin

Af Klaus Rifbjerg

Jeg kunne ikke vide at mit hjerte
Lå begravet i Berlin.
Jeg kunne ikke vide at hver gade
Hvert hjørne
Hver kanal
Hang sammen med det liv jeg lever nu
Og det jeg levede for længe længe siden

Hvor Berlin kun var et navn
En rød prik på et kort
Et ord i munden på de voksne
Noget der kom ud af radioen
Fjernt og truende
Abstrakt men fuldt af stemmer og figurer
I mørket over barnekammerets seng

Også de lyse høje ivrige
Som var Prik og Antons og Emils
Og detektivernes
Eventyrets Berlin
Hvor jeg senere læste Brandes havde boet
Og Søren Kierkegaard
Og Isherwood –

Ikke så sært at hjertet standsede på
Nollendorfer Platz
Eller der var noget særligt
Ved at bo i Uhlandsstrasse
Hvor den store Asta Nielsen engang holdt til
Eller at Babelsberg hvor Peter Seeberg
Lavmælt underfundigt havde beskrevet
Sine bipersoner fik det til at svimle
Og blev et rigtigt bjerg

Hvorfra man kunne se alting fra
Både før og nu og hørte ekkoet af tusind
Flakkanoner og braget fra de tons
Af bomber
Der faldt på dette mit Berlin
Dengang jeg selv sov trygt og drømte
Sødt i sengen på den anden side vandet og
Endnu ikke vidste hvor jeg hørte til

Og hvem jeg var.
Først nu
Først lige her udspændt mellem Schiffbauerdan
Og jødekirkegården Weissensee
Og Charité og Wilhelmstrasse
Kreuzberg, Bahnhof Zoo og Schönefeld
Får jeg en anelse
Først da jeg har Gedächtniskirke midt i focus
Og hører de glasskår klirre der faldt

Fra ruderne langs Kurfürstendam
Og SA kaldte natten for krystal
Forstår jeg hvem jeg er og hvor
Hjemme:

I det tyvende århundrede
Midt i Berlin
Det er mit før og efter
Dort liegt der Hund begraben
Og alt hvad jeg forstod
Og det jeg ikke fatter

Alt det jeg elsker og hader allermest
Der lægger jeg mit hjerte
Mit hjerte ligger dér
Stå stille
Blot et øjeblik
Unter den Linden
Og hør det slå.

Hør forfatteren læse digtet op her.