“I de fem år siden Creep Shows roste ‘Mr Dynamite’-album blev udgivet, er det rimeligt at sige, at vi alle har været en del igennem. Siddende her, i 2023, ser tingene ikke ud til at blive bedre. Der er leveomkostningskrisen og politiske nedsmeltninger; vi er på dybt vand med global opvarmning, og oven i det hele er der en krig lige uden for døren.
Tilbage i 2018 virkede alt mindre kompliceret. Selvfølgelig var der noget at blive irriteret over, men vi vidste intet om, hvad der skulle komme. ’Mr Dynamite’ var en tur i de mørke afkroge af en verden, der var på randen af at blive blæst i en blender. Det var en rekord, der vippede på kanten. Fem år senere ville du forvente, at opfølgningen, ‘Yawning Abyss’, ville fordobles og bringe den hvidknokkede, tænderskærne vrede fra de sidste fem år i kog. Og stadigvæk…
En hurtig opsummering? Intet problem. Wrangler + John Grant = Creep Show. Og Creep Show? “Et band af musikalske mistilpassede, der har fundet en stemme eller to,” siger Wranglers Ben “Benge” Edwards, hvis Bond-skurkestudie på kanten af en hede er Creep Show Grand Central samt hjemsted for et analogt synth-arsenal, der kunne synke skibe.
Lad os tale om det nye album. Hvad er den ‘gabende afgrund’? Du kan godt spørge. Ifølge Stephen Mallinder er det “en kosmisk begivenhedshorisont, som jeg kan se fra mit loftsvindue, når jeg står på en stol”. Ja. Tak. “På dette album,” byder Benge med fødderne solidt på gulvet, “wranglerde Wrangler nogle vintage synths, mest Roland, Moog og ‘Crystal Machine’ – så deltog John Grant i det sjove i Memetune Studios, hvor der var masser af musikalske eksperimenter. Udført. Så stak Mal og John af til Island med masterbåndene og indspillede en masse vanvittige vokaler. Tilbage på Memetune blev jeg og Phil efterladt for at prøve at få mening ud af det hele. Hvilket ikke var svært, fordi det, de lavede på Island, var helt fantastisk.”
Hvor ‘Mr Dynamite’ var en trussel, en blanding af ødelagte stemmer, hvor Grant og Mallinder blev hårdt behandlet, sat op eller ned, hvilket gør deres bidrag stort set umulige at skelne, så tager ‘Yawning Abyss’ en mere direkte tilgang. Du tøver med at sige feelgood, men der er helt sikkert et spring i trinnet her.
Titelnummeret spiller John Grants vokal straight. Fuldstændig. Det er godt, så meget godt. Som ‘Axel F’ spillet af Vangelis. De lækre glitrende synths fra ‘Bungalow’ spiller også de Grant-piber med et lige bat. ‘Matinee’ dykker ned i mørkere meget funky territorium. Med Mal som forsanger kommer det til at lyde som ‘The Crackdown’! Valgtekst: “Du begynder at gå i stykker / Og det er så sjovt for mig at se / Det skulle du have tænkt på / Du skulle være kommet forberedt / Du kan se, hvad der sker, og du ser lidt bange ud”.
Så du ved, ikke alt er feelgood. Men det føles godt. Det er nok bedst at drage dine egne konklusioner. Dette er trods alt Creep Show.”
ronnie.dk 