Jeg er taknemmelig for, at vores sygeplejersker ufortrødent vasker patienten hver morgen velvidende, at der er virus på huden

Peter Søe-Jensen, som er overlæge på intensiv afdeling på Herlev Hospital, skriver i en kronik i Berlingske i dag:

Jeg er taknemmelig for, at det endelig er weekend!
Det har været en travl uge her i november på vores intensivafdeling. Den seneste uge har vi fået flere og flere covid-19-patienter, i gennemsnit én ny om dagen. Det lyder ikke af meget, men det er det. Det er kun de allerhårdest ramte patienter, der kommer på vores afdeling, dem som har brug for en respirator, en maskine der kan overtage arbejdet med at trække vejret, fordi de ikke selv har kræfter til det længere. Vores sædvanlige »før corona«-intensivpatienter har typisk behov for respirator i ca. syv dage, men eftersom covid-19-patienter oftest ligger tre-fire uger i respirator, får vi hurtigt fyldt vores sengepladser.
På de sociale medier fremgår det, at det kun er de gamle og svækkede, dem der alligevel ville være døde lige om lidt, som bukker under for corona. Ikke på vores afdeling.
Jeg har lige puttet en plastictube i luftrøret på en patient, så han kan tilkobles respiratoren. Det er oftest en han, mellem 50 og 60 år gammel, erhvervsaktiv uden væsentlige sygdomme indtil nu. Ligner i skræmmende grad mig selv. Det kunne have været mig! For første gang i mit lægeliv tænker jeg på mit eget og mine kollegaers helbred, når jeg nærmer mig patienten, selvom vi bærer de påkrævede værnemidler.
Jeg ville ønske, at en af de der selvudnævnte eksperter, der florerer på de sociale medier og som bagatelliserer denne nye sygdom, kunne stå ved min side, mens vi tilsammen skaber adgang til patientens syge lunger.
Bare jeg rammer hans luftrør i første forsøg, så jeg ikke behøver at blæse luft ned i lungerne på ham velvidende, at den samme mængde luft skal retur, lige i min retning, denne gang blot fyldt med viruspartikler, der kun venter på adgang til netop mine slimhinder. Pyha, det lykkedes.
Når vi har koblet patienten til respiratoren, falder der lidt ro over stuen. Nu er der sat et filter på luftvejene, så virus ikke slipper ud. Håber vi i hvert fald. Jeg kan forlade stuen, vi har reddet et liv, forhåbentlig. Det er et privilegeret job at være læge. Vi høster respekt og tak fra de pårørende for vores heroiske handlinger. Men en patient på intensiv afdeling kræver meget mere en blot et plastikrør i halsen, og dette job varetages af vores sygeplejersker.

Nødvendig behandling

Jeg er taknemmelig for, at vores sygeplejersker ufortrødent vasker patienten hver morgen velvidende, at der er virus på huden, fjerner afføring fra bleen velvidende, at der er virus i afføringen, fjerner opkast fra patientens bryst og mundvige velvidende, at der er virus i opkastet. Denne behandling er ligeså vigtig som al anden og nødvendig for patientens velbefindende og overlevelse.
Jeg er taknemmelig for, at vores faste rengøringspersonale, ja, alle sammen ikke-etniske danskere, hver morgen smilende siger »godmorgen«, hvorefter de uden tøven rengør stuerne velvidende, at der kan være virus overalt. Jeg er taknemmelig for, at vores portører, altid smilende og hjælpsomme, kører patienterne rundt på hospitalet, skubbende i sengens hovedende, lige der i patienternes udåndingsslipstrøm velvidende, at patientens luftveje kan være betændt med virus.
Jeg er også taknemmelig for, at kassemedarbejderne i supermarkedet og buschaufføren på linie 4A passer deres arbejde velvidende, at de hver dag passeres af hundredvis af potentielle smittebærere. Jeg er taknemmelig for, at vores skolelærere forsat underviser vores børn i alt for små klasselokaler omgivet af børn, der ikke altid forstår at efterleve gældende retningslinier.

Frygt for fremtiden

Jeg er ellers optimist, men frygter lidt for fremtiden. Hvis tendensen ikke ændrer sig, går der ikke lang tid, før alle vores intensivpladser er fyldt med covid-19-patienter. Udfordringen bliver næppe mangel på læger, senge eller respiratorer, men på plejepersonale. Det personale, som passer og plejer patienterne døgnet rundt, og som er en nødvendighed for patienternes overlevelse. Denne personalegruppe er allerede nu presset til det yderste, og mit gæt er, at de fleste i den aktuelle situation vil foretrække en opsigelse fremfor yderligere tvungent pålagt arbejde.
Jeg har aldrig fortrudt mit karrierevalg som læge, heller ikke nu, men hvor ville jeg være taknemmelig, hvis jeg blot i en kort periode skulle arbejde hjemmefra, bare lige til krisen er ovre. På den anden side ved jeg, at hver person, der mangler på min afdeling, gør arbejdsbyrden større for de tilbageværende. Tænk bare at skulle tænde sin computer om morgenen, iført natbukser og kaffekop, og så bare gå i gang med dagens arbejde langt fra nogen virus, og haven kunne også trænge til en ekstra omgang her i vinterhalvåret. Måske jeg også kunne få tid til offentligt at brokke mig over, hvordan regeringen tackler situationen eller over #metoo?

Selvudnævnte eksperter

Jeg tænker på regeringen og statsministeren, godt det ikke er mig. Damned if you do, damned if you don’t. De skal godt nok kæmpe mod mange selvudnævnte eksperter, der alle selv primært hytter deres eget skind og egen karriere. Jeg tror, at oppositionen i det skjulte priser sig lykkelige for, at det ikke er dem, der har rorpinden.
Men, kære venner derinde på Christiansborg, hvis den aktuelle trend forsætter, skal I ikke længere bekymre jer om, hvilke mink der skal aflives hvornår, men i stedet lave regler for, hvilke patienter der skal, og ikke mindst hvilke der ikke skal i respirator, når nu pladserne er opbrugt.
Jeg tænker på mængden af data og mediebevågenheden omkring covid-19, om dagens forudsigelser fra de samme ti eksperter, ikke megen anderledes end vejrudsigten. Hvornår indser vi, at der er tale om en ny sygdom, som vi dybest set ikke ved meget om, og som vi næppe ved mere om i morgen? Jeg ville ønske, at nogen turde sige »i de næste 14 dage kommer der ikke væsentlige nyheder om corona, derfor pause herfra i perioden«.
Covid-19 har ændret alle vore liv i en grad, som meget få i vores del af verden har været ude for før. Jeg er taknemmelig for, at vi har været fri for så livspåvirkende omstændigheder så længe.
Covid-19-krisen bringer det værste og det bedste frem i folk. Nogle stjæler håndsprit fra hospitalerne med salg for øje, producerer værnemidler, de ved ikke lever op til kravene, eller udnytter lønkompensationsreglerne groft, men allermest er jeg er taknemmelig for alle dem, der efter bedste evne forsøger at holde vores samfund kørende. Her mener jeg især dem, der faktisk færdes og arbejder i det samfund, hvor virus florerer – ikke de meningsdannere der bag deres trygge skærme, langt fra vores usynlige fjende, på sociale medier, som dagen lang belærer os andre om, hvad vi skal gøre og tænke.
Covid-19 er ikke sat i verden for at genere dig eller mig personligt, selvom det føles sådan. Vi skal nok komme gennem krisen, og hvor er jeg taknemmelig for at befinde mig i Danmark netop nu, og hvis jeg endelig skulle blive alvorligt syg eller endda dø af denne svøbe, fordi jeg befinder mig i orkanens øje, ville jeg ikke ønske mig et andet sted hen.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s