10 begivenheder, der kan gøre 2020 til et enestående år

Det nye tiår begyndte skidt med droneangreb og flykatastrofe, men det betyder ikke at 2020 ikke kan blive et enestående år. Her er 10 eksempler på, hvordan året har mulighed for at blive begyndelsen på en ny, gylden tidsalder. Jeg tager lige optimisthatten på et øjeblik.

1. Oscar uddelingen (nominering den 13. januar, show den 9. februar)

Det amerikanske underholdningsshow er typisk en fejring af Hollywood. Men i år er der faktisk mulighed for at den lukkede fest åbner op for omverdenen. Det sydkoreanske monsterhit i biograferne ‘Parasite’ står til at vinde den mere diskrete “Bedste udenlandske film”-kategori. Men filmen er faktisk så stort et fænomen at den har mulighed for at skrive sig ind i historien ved at blive nomineret i hovedkategorien for “Bedste film”. Det vil være fantastisk for Oscar-showet, men det vil også være et fremragende signal at sende til verden. En tiltrængt stikpille til Trump-nationalismen og den stigende xenofobi i verden.

2. Brexit (31. januar)

Brexit kan blive den største katastrofe i Storbritanniens moderne historie, men den udemokratiske begivenhed kan også udløse nogle lykkelige omstændigheder. Europa kan på den ene side samles kontinentalt og på den anden side kan Skotland måske endeligt blive uafhængigt (og vende tilbage til EU) og Irland kan blive genforenet. Måske kan disse mekanismer endda være med til at løse lignende konflikter i f. eks. Spanien. Desuden kan efterdønningerne samle ungdommen og inspirere til mere aktivisme og politisk omtanke.

3. MWC i Barcelona (24. februar)

Mobilkonferencen Mobile World Congress vil ligesom mange andre teknologibegivenheder handle om 5G. 2020 bliver året hvor den nye mobilteknologi bliver rullet ud og tyverne bliver tiåret for den revolutionerende platform indtil vi i 2030 skal begynde at tale om 6G. Alle kan huske den store forskel fra at gå fra 3G til 4G. Pludselig kunne vi lytte til musik og se video på mobiltelefonen. 5G bliver endnu vildere. Og ikke kun til underholdning. Men også indenfor endnu vigtigere områder som sikkerhed og sundhed.

4. RCEP (februar eller marts)

RCEP er forstadiet til et “EU” i Østasien. Området har ligesom Europa været præget af konflikter i århundreder og det er desværre ikke blevet så meget bedre med tiden. Men der er alligevel håb forude. Handelssamarbejdet i RCEP kan blive platformen, der kan skabe mere fred og velstand i regionen og genforeningen af Korea kan blive katalysatoren til en helt ny tidsalder for et område, der ligesom Europa har været plaget af krige tidligere.

5. EM i fodbold (12. juni)

Der var uro i Europa inden Brexit. Forskellen mellem Nord og Syd. Og mellem Øst og vest. Fodbold-diplomati kan være med til at samle kontinentet. For første gang nogensinde skal EM afvikles på forskellige destinationer i hele Europa, herunder København. VM i Rusland åbnede øjenene for mange fans, der ikke kendte til det store land. Lad os håbe at EM kan gøre det samme – på tværs af de mange sprog og landegrænser – og skabe mere sammenhold. Også selvom vi skal konkurrere mod hinanden på banen. Protip: besøg en af de mange “fan zones” til EM. De er ofte sjovere at besøge end selve fodboldstadion.

6. Det tyske EU formandskab (1. juli)

Det bliver den sidste politiske tjans for Angela Merkel, når hun overtager EU formandskabet til sommer. Der er nok ikke nogen tvivl om at hun gerne vil sætte et historisk aftryk på sin sidste tid som kansler i Tyskland og som en af de mest erfarne politikere i EU. Det kan betyde at der bliver sat endegyldige aftaler på afgørende energi- og klimapolitik, men også at der kommer en fredsaftale i Ukraine og forholdet til Tyrkiet kan blive normaliseret. Desuden bør Tyskland sætte gang i udvidelsen af EU i de restende østlande. De har alle muligheder for at bruge formandskabet til at skrive EU-historie.

7. OL i Tokyo (24. juli)

Da Japan sidst afviklede sommer OL blev det en revolution på mange områder. Hjemme fik landet Shinkansen baseret infrastruktur. Verden fik satellitbaseret fjernsyn. I år vil der ligeledes komme revolutioner i vores samfund. 5G og robotter vil fremover blive en naturlig del af vores hverdag. Og når de mange gæster kommer hjem vil de insistere på at der også kommer komfortable højhastighedstoge i deres hjemlande. Lad os håbe at alle kan deltage og der ikke kommer nogen form for boykot. Det vil ikke være særlig olympisk.

8. Expo 2020 i Dubai (20. oktober)

Især USA og EU ligger i konstant konflikt med de arabiske lande. Forhåbentlig vil VM i Qatar i 2022 være med til at skabe mere dialog og forståelse mellem de forskellige kulturer. Men allerede i år kan der måske begynde at komme et forbedret forhold. Når Expo 2020 åbner i Dubai er der i hvert fald alle muligheder for det. Lad os håbe at de bliver grebet. Der ligger flere hundrede YouTube videoer her.

9. Det amerikanske valg (3. november)

Mange frygter et genvalg til Trump, men der er faktisk en hel del, der tyder på at Bernie Sanders både kan blive nomineret og tillige vinde præsidentvalget. Hvis det sker vil det blive et paradigmeskifte for verdenssamfundet og ikke bare USA, men hele verden vil gå en ny, gylden tid i møde. Desværre kunne Corbyn ikke vinde valget i Storbritannien, men det betyder ikke at de progressive kræfter i USA ikke kan gøre det. Sanders har fænomenet AOC ved sin side. Det amerikanske valg har betydning for os alle sammen. Ikke kun i USA. Se dette gåsehuds-klip:

10. Beethoven 250 (17. december)

2020 er året for #Beethoven250 fejringen, der ikke blot bliver en fejring af den store komponist, men også en fejring af musik generelt og klassisk musik i særdeleshed. Musik har styrken til at gøre verden et bedre sted.

Jeg ønsker alle et godt nytår og et godt tiår.

3 thoughts on “10 begivenheder, der kan gøre 2020 til et enestående år

    1. Fin pointe. Kan du nævne eksempler på hvordan 8K kan forbedre verden foruden indenfor underholdning. Jeg tænker at der må være nogle fordele indenfor videnskab?

      Like

Leave a comment