The Rolling Stones – Hackney Diamonds (Ronnie Rocket Spotify Resequenced Version)

🆕 Jeg elsker at udgive mine egne versioner af albums. Jeg kalder dem for SRV-udgaver og udsender dem på min personlige blog på engelsk. Tim Christensen synes, at det nærmest er blasfemisk, fordi kunstneren ofte har brugt en del tid og kræfter på at sammensætte deres bud på en rækkefølge og det således skal ses som et samlet værk. Jeg har det præcis omvendt og omfavner den track- og playlistverden vi lever i, og ser det det som den ultimative fan erklæring, at man tager værket så seriøst at man bruger tid på at pille det fra hinanden og sætte det sammen igen. Men jeg ved, hvor han kommer fra og det er faktisk mit udgangspunkt. At genskabe et klassisk vinylalbum med side A og side B. Med fire sange på hver side. Og en spilletid på ca. 30-40 minutter. Jeg bruger David Bowies mest sælgende album Let’s Dance som template for selve strukturen i genopbygningen af albummet.

Denne gang er turen kommet til det nye album fra The Rolling Stones, der efter sigende skulle være produceret til at være en vinyludgivelse. Men det giver ikke rigtigt nogen mening, for det er for langt til at være en LP og for kort til at være en dobbelt-LP. Det er den sædvanlige CD/streaming-udgivelse på en times tid. Og så er den ligesom de fleste andre bandudgivelser fyldt med kompromiser mellem bandmedlemmer, producer, management og pladeselskab. Det er befriende at kunne bygge et album op uden at der er nogen, der kan blande sig i arbejdet! 😅

Den første del af processen handler om at fjerne materiale for at skabe en nettoliste med otte sange. Den første sang, der røg, er den obligatoriske Keith Richards sang. Hans vokal passer bedre på solo albums end på The Rolling Stones LPer. Især, når Mick Jagger synger så godt. Derefter har jeg fjernet kollaborationerne med Paul McCartney, Elton John, Stevie Wonder og Lady Gaga. Voila, så blev det – alt for lange – album med 12 sange reduceret til de otte tracks.

Hvis man ikke vil efterlade de udeladte sange på klippegulvet kan man samle dem på en bonus EP!

Og hvad er resultatet så blevet? Et mere Stones-agtigt album med mindre pomp og pragt og et helt nyt flow. Den nye version åbner med Mess It Up som en reference til Start Me Up på Tattoo You fra 1981. Og i øvrigt en hyldest til Charlie Watts ved at sætte ham på track 1. Den perfekte åbningssang og så er vi i gang. Vi rocker videre med Whole Wide World og derefter den riff-baserede Get Close med shuffle beat og Jagger wailing. Vi er virkelig i Rolling Stones land nu og mindre i Andrew Watt og pladeselskabets vold. Track 4 er altid en ballade i mit koncept (jf. Bowie referencen) og denne udgivelse er ingen undtagelse. Efter den smukke slide guitar på Dreamy Skies skal LP’en vendes om.

Side B åbner med singlen Angry, der bliver efterfulgt af kærlighedssangen Depending On You og de to klæder virkelig hinanden. Herefter er det klassisk blues resten af vejen hjem. Driving Me Too Hard gør at man stadig føler sig tryg i Stonesland. Ikke for mange udefrakommende, forstyrrende elementer. Den sidste sang er også den sidste sang fra originalen. Den perfekte finale. En Muddy Waters sang fortolket på engelsk. I øvrigt den perfekte svanesang.

Purister vil naturligvis synes, at jeg har været en irriterende pilfinger. Men jeg kan faktisk bedre li’ “mit eget”, kompakte album, det lyder som The Rolling Stones ligesom dengang vi vitterligt lyttede til dem på sorte grammofonplader.